Historien om EterniTea
 

Hos EterniTea har vi bestræbt os på at lave de lækreste økologiske krydderteer baseret på de bedste økologiske råvarer. Vi håber, at du vil nyde vores teer ligeså meget, som vi har glædet os over fremstillingen af dem.

EterniTea så første gang dagens lys tilbage i midten af 90'erne, hvor den første te blev blandet. Det var et lidt spontant indfald Søren fik at blande en te udelukkende af krydderier egentlig bare for at have noget sundt at drikke, men som også havde en stor og fyldig smag. Blandingen bestod af lakridsrod, ingefær, kanel og kardemomme, og er den vi i dag kender som EterniTea 'Classic'

Søren gav teen til sin kæreste Maja, som tog den med til sit ugentlige yogahold. De blev så vilde med teen, at han blev nød til at blande en stor portion mere. Og sådan blev det ved - alle ville ha' mere te. Der gik ikke så længe, så skulle vi lige prøve at blande grøn te i - og vupti, den blev også revet væk. Og sådan gik det til, at Søren, der til dagligt arbejdede som filmklipper, blev overhalet indenom af sindrige formler af krydderier og urter blandet med traditionelle teer. I dag har vi et program med ni forskellige teer pakket som løs te og i tebreve og 100% økologisk, naturligvis.

En af vores helt store specialer er bl.a. "Chai-latte" - en drik der er blevet meget populær på de Københavnske caféer. Typisk tilberedes den her af en pulverblanding, men skal man have den ægte vare, skal man bruge en særlig blanding af fyldig sort te og krydderier, som tilberedes med vand, mælk og sukker. Vi har udviklet en speciel blanding og en simpel tilberedningsmetode, hvormed enhver nemt kan brygge verdens bedste chai-latte på få minutter - og dét smager godt!

Det er vores erfaring, at der er rigtig mange, der når de først får smagt te med krydderier i, så bliver de helt vilde med det. Selv hærdede kaffedrikkere begynder at drikke te - typisk fordi smagen med krydderier er så bred og fyldig og nemmere kan tage konkurrencen op med den kraftige kaffesmag.

Da vi skulle finde på det endelige navn til projektet, lod vi os inspirere af de mange begejstrede tekunder, der blev ved med at bestille vores teer i én uendelighed og således blev konceptet døbt EterniTea.

I dag har vi ni originale blandinger pakket som løs te eller tebreve i meget smukke æsker, hvor en serie af dem er illustreret af den meget dygtige danske kunstner Jørn Møbius. Teerne sælges teerne overalt i landets helsekostbutikker, og eksporteres til bl.a. Norge, Sverige og Tyskland.